Det er herligt at konstatere, at de gamle ikke er glemt. Og her tænker jeg på forrige århundredskiftes malere. Vilhelm Hammershøj malede åbne døre og pegede i sin kunst på mentale rum. Det er uafrystelig kunst, og det er derfor velgørende at se, at yngre kunstnere i dag skaber værker med tråde tilbage til det sjælelige maleri. Som nu den svenske kunstner, Mats Bergquist, der bor og arbejder i Norditalien. Hans nye, monokrome værker i hvidt, gråt og sort, der fra i dag kan ses i Galleri Weinberger, forekommer ved første øjekast minimalistiske, og man erindrer den amerikanske kunstner Donaldjudds værker fra 1960erne. Men ved nærkontakt fornemmer man – på grund af farveforskydninger og det skiftevis konkave og konvekse – det rumlige aspekt. Vi er tilbage i den hammershøiske palet, der mindede om østersskaller. Ligesom vi er tilbage i tid, når det drejer sig om materialer. For Mats Bergquist maler med tempera på lærred, klæbet på over 100 år gammelt pæretræ. Det er en æstetisk dragende udstilling med tyst dramatik. Vinduer mod det sjælelige – også der, hvor det ser sort ud.